M/S Museet for Søfart
Oplev prisvindende arkitektur og sansemættede udstillinger. M/S Museet for Søfart er tegnet af verdenskendte BIG - Bjarke Ingels Group, og Museet ligger i smukke, maritime omgivelser på Kulturhavn Kronborg.
I dag skal hele familien med på eventyr i Helsingør. Men hvad skal man se og hvor starter man? Vi har sammensat den perfekte dag for børn og voksne, spækket med sjov, kultur og lækker mad.
Søfart, kage og caféhygge
Vi starter dagen ud med en kulturel oplevelse og kigger forbi M/S Museet for Søfart. Den unikke bygning under jorden er designet af Bjarke Ingels Group og giver indblik i historien om Danmark som en af verdens førende søfartsnationer på stemningsfuld og dramatisk vis. Herefter en velfortjent kaffe og kage pause på M/S Café inden det er frokosttid på en af de mange caféer på Axeltorv.
Færger, is og skibsbyggeri
Efter frokost er det blevet tid til at komme udenfor igen. Tag Sundbusserne til Helsingborg og nyd den smukke sejltur over Øresund, mæsk dig i lækker is fra Brostræde Is og tag del i de mange spændende børneaktiviteter på Værftsmuseet eller Museerne Helsingør.
Mørket falder langsomt på og det er blevet tid til aftensmad. Heldigvis har Helsingør masser af børnevenlige restauranter, så der er adskillige valgmuligheder.
En fuldendt dag lakker mod enden og det er blevet tid til at gå til køjs. For en god nats søvn i hyggelige rammer kan vi anbefale hytterne på Helsingør Camping eller Helsingør Vandrehjem.
Sådan kunne en dag i Helsingør se ud, men det er jo kun en af flere muligheder. Se vores andre inspirerende guides, som du selvfølgelig også kan mikse og matche, så du får din egen helt skræddersyede tur igennem Helsingør.