Helsingør Camping
Hyggelig camping ved Øresund med Kronborg som nabo. Helsingør Camping ”Grønnehave” er en lille, intim campingplads med en fremragende beliggenhed.
Udsigt over Øresund, direkte adgang til Helsingørs bedste strand og gangafstand til Kronborg Slot, M/S Museet for Søfart og Helsingør centrum.
Helsingør Camping er åben året rundt med plads til campingvogne, autocampere og telte. Desuden råder pladsen over 12 veludstyrede campinghytter. Der er minimarked, trådløst internet, handicaptoilet, vaskemaskine og tørretumbler. For børnefamilierne er der legeplads, bålplads og beach-volley på stranden. Læs mere om pladsens indretning og faciliteter.
Helsingør – historisk by og moderne kulturby
Få danske byer har så meget at byde på som Helsingør. Kronborg Slot, renæssanceslot i særklasse og UNESCO verdensarv, er byens vartegn. Hver sommer bliver Shakespeares skuespil levendegjort under Hamlet Live og Shakespeare Festival, og den yngre nabo, M/S Museet for Søfart, byder på prisbelønnet arkitektur og udstillinger, som er en oplevelse for både børn og voksne. Øresundsakvariet, Danmarks Tekniske Museum, bymuseerne og den velbevarede historiske bykerne er alle meget seværdige – dertil kommer de mange store events som sker i Helsingør året rundt.
Attraktiv for lystfiskere
Nærheden til Nordhavnen, hvorfra flere kuttere sejler ud med lystfiskere, gør at Helsingør Camping er populær blandt lystfiskere. Pladsen tilbyder fiskekøkken, tørrerum, frysemulighed og salg af fisketegn.
Cykeludlejning
Helsingør Camping har indgået et samarbejde med det danske firma Donkey Repuplic om cykeludlejning. Du kan leje kvalitetscykler via smartphone, både i og udenfor åbningstid – læs mere her
20 minutter til udlandet
Tag ”fodgængerfærgen” Sundbussen eller en af de store ForSea færger over Øresund: det tager kun 20 min. at sejle til Sverige, hvor Helsingborg og Skåne venter med nye oplevelser.