Portland Towers
En af Nordhavns mange arkitekturattraktioner
Portland Towers var den første bygning, der stod færdig i Århusgadekvarteret i det upcoming Nordhavn. Med deres 52 meters højde er tårnene nogle af de højeste bygninger i Nordhavn, men det, der er rigtig interessant, er deres form.
Portland Towers er nemlig tidligere industrisiloer, der blev bygget tilbage i 1979 til opbevaring af cement – noget du slet ikke kan se på det moderne design, de står med i dag. I 2013-14 gennemgik siloerne en heftig transformation, og frem for at huse cementlager indeholder siloerne nu et miljøcertificeret kontorhus med 360-graders udsigt over København og Øresund. Med ombygningen blev de nye kontorer koblet uden på cementsiloens ydre, hvor de nu hænger 24 meter over jorden. Siloens originale rør huser receptionen, trappe og elevator til toppen, hvor der er indrettet kantine med panoramaudsigt.
Siden Portland Towers er en kontorbygning, er den ikke åben for offentligheden, men du kan heldigvis stadig beundre den fra ydersiden, hvis du tager på arkitekturopdagelse i Københavns nye bydel.