NORR
NORR er en stor livsstilsbutik på et af hjørnerne af Pilestræde – en sidegade til Københavns store shoppinggade, Strøget. På Pilestræde kan du finde både high-end designere, mindre specialbutikker og populære caféer.
Hos NORR kan du forkæle dig selv hele vejen indefra og ud. Med tøj til både mænd og kvinder, sko, accessories, wellness- og skønhedsprodukter, har de nærmest alt, du har brug for. Hvis du får brug for en pause under din shoppetur, kan du bare tage plads i NORRs egen café og lade batterierne op med en kop kaffe.
Mange af de mærker, der er repræsenteret i NORR, er danske brands såsom Birgitte Herskind, Oh! By Kopenhagen Fur, Markberg, Sissel Edelbo og Neo Noir. Mange af mærkerne hører til en mellemprisklasse, og der er noget for alle i butikkens store udvalg. NORRs univers opfordrer til at lege med din individuelle stil, uanset om du er til dramatiske blomsterprint eller små, fine detaljer.