
Never Mind Night Club
Never Mind er Københavns største og mest populære natklub for LGBT+-personer – og dig der elsker popmusik og festlig stemning.
Natklubben ligger centralt i København, lige mellem Tivoli og Vesterport St, på Axeltorv.
På Never Mind er du sikret en festlig bytur. Det er en rummelig natklub med et stort dansegulv, hvor du kan slå dig løs med dine venner, og flere loungeområder, hvor du kan hænge ud.
Never Mind åbner kl. 22 og har åbent til 06 i hverdage og 07 i weekenden – så her kan du bogstaveligt talt feste til den lyse morgen. Natklubben har forskellige DJ’s tilknyttet, der hver aften og nat spiller dansegulvet op til dans med den bedste popmusik lige fra klassiske Madonna-numre til kendte Eurovision-bangers. Baren er ligeledes altid åben og serverer drikkevarer, med og uden alkohol, ud fra et stort og varieret menukort.
Du kan også holde øje med Never Minds sociale medier, hvor der vil blive annonceret særlige arrangementer og tilbud.
Du kan forvente et mangfoldigt gæstesegment på Never Mind. Selvom stedet oprindeligt åbnede som traditionel bøssebar, har det udviklet sig til at imødekomme og omfavne alle queer personer, og generelt alle, der har lyst til at værne om at feste på en måde, så alle føler sig velkommen og fri til at udtrykke sig, som man har lyst til – og hvor man kan danse og kysse hvem man har lyst til, uden at blive set skævt til. Så om du er dragqueen, klædt i pailletter fra top til tå, din mormors gamle paryk, eller en gennemsigtig bluse, er du velkommen til at feste på Never Mind natten lang i selskab med andre danseglade gæster.
Det betyder også, at Never Mind selvfølgelig har en safe space politik, hvor dørvagter og andre vagter har absolut nultolerance overfor racisme, sexisme, homofobi, transfobi, vold og alle andre former for diskrimination – både fysisk og psykisk – og har samtykke i fokus.