Bip Bip Bar
Træd ind i en forunderlig verden, hvor nostalgiske arkadespil møder klassisk barstemning - på Nørrebrobaren, Bip Bip Bar, kan du spille Donkey Kong med en pilsner i hånden.
Bip Bip Bar ligger centralt på indre Nørrebro og kan bedst forklares som et paradis for gamere og livsnydere. Med to etager fyldt med originale arkade- og pinball maskiner kombinerer Bip Bip det bedste fra to verdener: spilleglæde og hyggelig barstemning.
Baren er karakteriseret ved en energisk vibe, hvor lydene af klikkende joystick, knapper der bliver trykket løs på og baggrundsmusik fra Pac-Man og andre ikoniske spil sætter stemningen. Den farverige indretning og de mange neonskilte skaber en autentisk retro-atmosfære, der tager dig direkte tilbage til 80'erne og 90'erne - arkadernes storhedstid!
Uanset om du er hardcore gamer eller blot ude efter en anderledes aften ude med vennerne, er der plads til dig på Bip Bip Bar. Inklusion og det sociale er i højsædet her, og det er vigtigt for ejerne, at alle føler sig velkommen.
Så hvis du gerne vil udfordre din ven, bror, kollega eller kusine i, hvem der var bedst til Mario Kart, da man var barn, og hvis du samtidigt sætter pris på en farverig cocktail eller en smagfuld specialøl - så ved du, hvor du skal gå hen.
Skål og GAME ON!