Grøn oplevelse
©  Foto:

Ancestrale

Ancestrale på Vesterbro er først og fremmest en vinbar. Men det er også uformel dagligstuehygge og værdi for pengene hos de tre drenge, som driver stedet på en passion for vin, mad og godt værtskab.

I Oehlenschlægersgade tæt på den altid travle Vesterbrogade ligger den lille, lyst og lækkert indrettede vinbar som en af den slags små lokale perler, de fleste besøgende i København vil elske at kende. Og der er masser af gode grunde til at smutte forbi, når du er på de kanter. Til et enkelt glas eller en middag med det hele.

Ancestrale udfordrer Københavns restauranter i den lavere prisklasse med forskellige skiftende småretter til 95 kr. eller alle fem retter for 375 kr. Den aktuelle menu kan du altid finde på Instagram. Konceptet fyraftensøl bliver også udfordret hos Ancestrale, som hver dag mellem 16 og 18 tilbyder en ”eftermiddagssmager” med tre forskellige vine til 100 kr.

Med topklasse spisesteder som bl.a. Noma og Radio på CV’et har ejerne masser af rutine i god service, nordiske inspireret mad, spændende vine og i at få deres gæster til at føle sig veltilpas. Og det kan mærkes, fra man kommer ind ad døren til man går mæt og måske lidt halvfuld fra Ancestrale.