Et liv på vandet - besøg på Kaj Hotel
Af Frederik Legind Ibsing
Har du nogensinde tænkt over hvordan det ville være at bo på vandet? Blive gynget i søvn hver nat, og hoppe ned i vandet fra din hoveddør og tage en svømmetur. Sådan er der faktisk mange der lever deres liv i København.
I udkanten af Københavns havn og i de mange små kanaler, er der nogle der tager livet på vandet til et højere niveau. Her bor folk i husbåde, alt fra gamle ombyggede færger til moderne huse bygget på pontoner. Grebet af en fascination om livet på vandet, valgte jeg at udforske det lidt mere. I den nordlige ende af havnen på Holmen, bor Barbara og Toke på en husbåd. På kajpladsen ved siden af ligger Kaj Hotel, også ejet af Barbara og Toke. En etværelses husbåd med køkken og bad, som de lejer ud. Jeg tog derud på en flot men kold februar dag for at tage en snak med dem om hvordan de lever, og for at blive lidt klogere på husbådslivet.
Vand i båden
Ved hoveddøren bliver jeg mødt af Barbara og Toke, der spørger om jeg vil starte med rundvisningen udenfor først. Jeg kan allerede mærke at jeg befinder mig på en båd. Der er ikke nogen bølger af betydning i dag, men det gynger stadig en lille smule. Nok til at man lægger mærke til det, men ikke ubehageligt. Rundvisningen bliver hurtigt afbrudt af et af dagligdags problemerne ved livet på vandet. Deres lille båd Oda er fyldt med vand, og skal derfor tømmes, nok på grund af den seneste storm vi lige har haft. ”Nu så du lige en af tingene, noget af det sjove og anderledes, man skal lige ned og tømme båden inden man skal på arbejde”, siger Toke.
Det får mig til at tænke på hvor meget de egentlig bruger Oda til hverdagsbrug, er de for eksempel afhængige af den? ”Jeg brugte den en del, da jeg arbejdede på Østerbro, der sejlede jeg på arbejde. Men nu hvor man skal ned og aflevere børn, så passer det ikke så godt ind i logistikken”, siger Toke. ”Det helt klart den gode historie at bruge båden på arbejde, at leve hele sit liv på og med vandet”, som Barbara tilføjer. Men realiteten er at den kun er brugbar, hvis man for eksempel skal krydse lige over havnen, ellers er den simpelthen for langsom. ”Om sommeren henter vi folk ovre ved Toldboden, da parkeringen er forfærdelig her ovre hos os. Det kan man spare 20 min på”, siger Toke.
Det betyder dog ikke at Oda ikke kan bruges til noget. ”Vi bruger båden som det sjove indslag. Børnene elsker virkelig at sejle rundt i den, ned til La Banchina eller bare rundt i havnen. Om sommeren når det er godt vejr, så tager vi vores middag med ud på båden, sejler ud og spiser aftensmad”.
Det gode og det dårlige
Mens Toke tømmer båden, fortsætter rundvisningen indenfor med Barbara. Båden er på to etager, hvor der på stueetagen er køkken og stue i et stort rum. Nedenunder er der soveværelser og badeværelse. Men det er panoramavinduerne på stueetagen der virkelig slår en, når man kommer ind. De lukker hele havnen ind i stuen, og man kan ikke lade være med at vende blikket ud ad mod vandet. ”Det du bemærker når du træder ind på båden, er alt det der er udenfor på båden, og det syntes jeg er helt vildt lækkert. Det giver en frihedsfornemmelse”, siger Barbara. Noget de begge to er enige om, er det bedste ved at bo på en husbåd. ”Det er jo lyset, vandet og bølgerne. Der hele tiden sker noget. Man har luft rundt omkring sig”, siger Toke. Det er især her om vinteren at de store vinduer kommer i effekt, da de lukker så meget lys ind, så bliver den mørke tid lidt mindre mørk.
Husbådens stueFoto:Santiago de la Vega
Men hvad med om sommeren, bruger man havnen anderledes hvis man bor på en husbåd? ”Om sommeren er det bare pissefedt, man niver sig lidt i armen, for man lægger ikke altid mærke til det i hverdagen”, siger Barbara. Og det er da heller ikke svært at forestille sig hvor fedt det kan være, når vejret bliver lidt varmere. ”For eksempel det med at hoppe i vandet om morgenen, jeg gør det ikke hele tiden”, siger Toke ”Men Barbara gør det meget. Vi får virkelig brugt havnen meget om sommeren”. De fortæller også om en ven, som ofte om sommeren kommer sejlende i sin sejlbåd, og lægger til ved deres husbåd. ”Det en meget hyggelig måde at få gæster på, så skal man bare lige låne dem lidt toilet og bad, og så sover de for sig selv på sejlbåden”, siger Barbara.
Udover at svømme i havnen og få besøg af sejlbåde, så har de også både kajakker og stand up paddleboards, som de også bruger til at udforske havnen med. ”Man kan skifte lidt mellem at svømme i havnen, stand up paddle og sejle i kajak”, siger Toke.
Min lyst til at flytte ud på en husbåd, bliver ikke mindre mens jeg snakker med Barbara og Toke. Jeg bliver derfor nysgerrig på hvad de selv tror ville kunne slå husbådslivet. ”En strandvejsvilla med egen badebro kunne måske hamle op med det at bo på den her husbåd, men det har man jo ikke råd til”, siger Barbara. Måske vi skulle fokusere på nogle af de lidt mere irriterende ting ved husbåde, eller lad os sige anderledes, dem må der være nogle af.
Det første de kommer i tanke om, er isen om vinteren. ”Når det er vinter, bevæger det hele sig lidt mere fordi det blæser, de har vi nu vænnet os til. Men når der så kommer is på vandet, så sidder man fast og bevæger sig ikke mere, ligesom et hus. Det er totalt underligt, når man er vant til at det hele det gynger lidt”, siger Toke. ”I en lejlighed eller et hus, er du rimelig sikker på hvordan du kommer ud hver dag, det er du altså ikke her”, tilføjer Barbara. Høj vandstand og is kan påvirke deres landgangsbro, og gøre det næsten umuligt at komme af båden, det fortæller Barbara mig om, da hun en dag skulle aflevere børn i børnehaven, men måtte blive hjemme, da hun syntes det var for farligt at komme af båden.
Det virker som om man er meget mere på naturens vilkår, når man bor på en husbåd. Noget de for eksempel mærkede til her i januar og februar, hvor der var to storme der blæste henover landet. ”Efter sidste storm kom der jo højvande, og det blæste så alt bevægede sig. Det kan vi alle sammen mærke her i bådene, så der sover man ikke supergodt om natten. Vi var ude kl. 6 om morgenen da der var helt højvande, og stramme en fortøjning og lige justere lidt. Så må man lige sætte uret og stå op og kigge på det”, fortæller Toke. ”Vi havde jo gæster på Kaj Hotel under stormen, de syntes det var en fed oplevelse. De vågnede et par gange, men ellers havde de sovet fint”.
Det lille flydende hotel
Det leder mig over til Kaj hotel, deres lille husbåd, som de lejer ud til folk der gerne vil prøve en anderledes overnatning. Toke har selv tegnet Kaj hotel, og bygget det af bæredygtige materialer. Han har været hele Sjælland rundt for at skaffe genbrugstræ, bl.a. fra gamle havemøbler.
Kaj Hotel indenforFoto:Santiago de la Vega
Vi går udenfor og fortsætter rundvisningen ovre på Kaj hotel. Når man træder ind ad døren, bliver man overrasket af hvor rumligt der egentlig er, for et rum på kun 16 kvadratmeter. Der er højt til loftet, hvor man kan se op til en hems med en seng. Lige indenfor døren er der et lille the køkken, og ellers er rummet domineret af sengen i midten af rummet. Og ligesom i den store husbåd, har man også et kæmpe vindue der lukker havnen og lyset ind. Desuden har man også et lille toilet og bad. ”Der er det hele. Vi havde nogle gæster der sagde, at der var lige det man behøvede, man skulle ikke stresse over alt muligt unødvendigt. Lige 4 kopper og 4 gafler”, siger Barbara.
Hvordan kom de egentlig på ideen til at starte et lille flydende hotel? ”Vi var i Puerto Rico og der havde vi lige lagt vores husbåd på Airbnb. Fik vi sindssygt mange anmodninger om folk kunne leje den til sommer? Eller min datter skal giftes, kan vi leje båden til det?”, fortæller Barbara. ”Det var egentlig en lang proces”, fortsætter Toke. ”Først snakkede vi om det bare skulle være et værelse vi kunne leje ud. Men hvad så med toilet og bad? Så kom ideen så til at lave det her mini-hotel, hvor vi kunne servicere det hele”. ”Og så er Toke en handlingens mand”, fortsætter Barbara ”Jeg havde nok bare blevet ved med at snakke om det. Men Toke tegnede på det, og pludselig var der bestilt pontoner”.
Noget andet man lægger mærke til i Kaj hotel, er indretningen. Et generelt lyst og hyggeligt skandinavisk udtryk, med dansk design over det hele. Noget der helt sikkert er tænkt over. ”Kaj hotel er jo en rendyrket hoteloplevelse, hvor man ikke bliver forstyrret børnenes legetøj og vores private billeder. Man kommer ind og får den der Scandinavian feeling, med Vola armaturerne og Dinesen gulvene. Vi har fokuseret meget på at bruge produkter fra Danmark og Skandinavien. Vola er dansk og det er Dinesen også, køkkenet er så svensk”, siger Toke.
”Vi går også med ideen om at lave flere af dem. Ligesom man kan bo på en palmehytte på pæle i Maldiverne, så kunne man også prøve en lille husbåd i Københavns havn. Hvis man kunne lave lidt flere af dem og lægge dem et eller andet sted, kunne det være super sjovt”. Indtil videre er der dog kun et Kaj hotel. ”Der er så mange mennesker der spørger os, hvordan det er at bo på en husbåd, og det er så den oplevelse vi giver dem med en overnatning på Kaj hotel”, slutter Toke af med.