Nordic Roasting Co.
På Uplandsgade på Amager ligger en skjult perle, som er et besøg hver for alle kaffeinteresserede. Navnet er Nordic Roasting Company og som navnet hentyder ristes der her kaffe til den helt store guldmedalje.
Nordic Roasting Company fungerer både som risteri, café og kaffebutik. Derudover tilbydes der også rundvisninger på risteriet, hvor man kan få indsigt i kaffeindustrien og ristningen af bønner, samt deltage i kafferisterens ”cupping”, hvor der smages på forskellige kaffesorter med forskellige ristegrader. Ydermere udbydes der også barista- og kaffebrygningskurser.
Nordic Roasting Company blev startet i 2020 af Francesco Impallomeni, Jacob Frankel og Miguel Botero. Fællesnævneren for de tre er deres enorme lidenskab og viden omkring kaffeindustrien, ristning og brygning. Men Nordic Roasting Company kan mere end at riste bønner og brygge en eminent kop kaffe. De gør nemlig en stor indsats for at skabe gennemsigtighed i deres forretningsmodel og bevidsthed blandt forbrugerne omkring de sociale og miljømæssige konsekvenser af kaffeindustrien.
Ved at købe bønner direkte hos producenten skabes der et tættere og direkte forhold mellem forbruger og kaffebonde, hvilket gør det nemmere at sikre bedre arbejdsforhold og lønninger til bønderne. Nordic Roasting Company er et genialt sted at tage forbi og drikke en virkelig god kop kaffe og købe bønner til dit hjemmeforbrug og samtidig få velbegrundet information og råd omkring, hvordan du kværner og brygger den bedste kop kaffe derhjemme.